Tag Archives: mor

Jeg er en taber. Jeg har ikke travlt

23 apr

Måske er det bare mig. Det vil jeg absolut ikke afvise. Men jeg føler mig altså ikke specielt fortravlet. Og jeg kan ellers læse mig til über alles, at alle andre får åndenød af at være i live på grund af alt det, de skal nå. Uhh…de har så travlt, siger de.

Når man er småbørnsforældre og har et job har man især sindsygt travlt, kan jeg læse. Sindsygt travlt, siger jeg. Bare ikke mig. Jeg klager såmænd ikke, jeg har det skam fint, jeg føler mig bare en smule paranoid. Hvad er det, alle I andre pisker rundt og foretager jer, mens jeg sidder med stængerne smækket op i sofaen? Og burde jeg eventuelt piske med?

Indrømmet eftermiddage med hente/handle/hastekokkerere kan da være stressende, når den tre-årige samtidig vælger at magtkrampe ud over det hele. Men hvem ville ikke blive stresset af dødsskrig kombineret med skarpe negle samt irrationel adfærd. Der kan da også være eftermiddage, hvor det kan være svært at nå at hente skinken på grund af arbejde, men endnu er det da lykkedes mig at slippe udenom panikopringningen til børnehaven.(Nok egentlig bare fordi min telefon løb tør for strøm den dag, jeg var et mulehår fra at måtte hente hende forladt på parkeringspladsen.)

Men aftenerne er mine, weekenderne er lange(ish), og der må da være andre end mig, der ikke dagligt føler trang til at koble ud og af og finde åndehuller i en fortravlet hverdag, eller hvordan det nu lyder.

Jeg talte for nylig med en underviser, der blandt andet lever af at undervise sådan nogle kommunikationstyperr. Og de siger allesammen samstemmende, at de har SÅ travlt på jobbet, og at de næsten ikke kan bære det mere. Det er endnu ikke lykkedes underviseren at få samtlige kursister til at blive hængende længere end til 15.15.

Altså ok, så er det muligvis fair nok. Hvis ungen skal være hentet 15.30 hver dag, og du skal nå at arbejde 37 timer på en uge…. ja, så er der muligvis tal, der ikke mødes i kærlighed. Og hvis du vælger at få syv børn, kan jeg da også godt forstå, at der er smæk på dagligdagen. Men det var vel en kalkuleret risiko, da du lagde præventionen på hylden sjette gang, ikk? Og så er der alt det der med at slække på kravet om perfektion og spelt, der kan være svært. Det ved jeg godt. Men alligevel. Nu er det ikke de indre krav, men timer i døgnet, vi tæller.

To jobs, fire børn, atten katte, kometkarriere…. Jeg er sådan set ligeglad. Men kan det virkelig passe, at jeg er den eneste, der ikke har travlt?

 

Skal vi lege husmor?

23 nov

Selvom flere læsere af bloggen påstår, at de får lange patter (igen, jeg beklager virkelig meget) af kvindediskussioner, kan jeg ikke lade være med at kaste mig ind i denne her. Jeg har længe vidst, fornemmet, oplevet og hørt, at vi danske kvinder hylder et romantisk 1950′erligt husmoderideal – og ja, det var delvist derfor, jeg skrev Din Mor-manual. Men her er beviset så. Fra de ellers så moderne svenskere, som jeg troede havde gjort feminisme hipt.

Uddrag fra artiklen ‘Det rigtige Moderskab står derhjemme’ af Louise Vogdrup-Schmidt, Information.

I Sverige har en ny stor undersøgelse blandt kvinder vist, at halvdelen ønsker at blive hjemmegående. Selv om frigørelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i Sverige har fulgt samme tidslinje og udvikling som i Danmark, er der sideløbende med karrieren også et ønske om livet som husmor.

»At være hjemmegående er jo selve drømmen!« skrev en respondent til undersøgelsen, som blev udført blandt 9.000 kvinder af den svenske medieproducent Familjeliv Media.

Undersøgelsen viste, at 53 pct. af de 18-29-årige kvinder ønskede at gå hjemme, mens det kun var 40 pct. af de 30-44-årige, der ønskede at blive husmødre. Blandt de 45-59-årige var det 45 pct., der havde drømmen om en husmorkarriere.

Læs hele artiklen her.

Om at skrue ned for barnet

27 jun

“Det må da være skønt? Så skal du da aldrig være bange for, at hun bliver kanøflet.”

Nogenlunde sådan lyder den mest almindelige reaktion fra andre småbørnsforældre, når de opdager, hvor vild rødtoppen kan være. Jep, til gengæld siger jeg utrolig meget undskyld. Ofte. Når andre forældre er bekymrede for, at deres børn ikke får sagt fra i tide, er jeg bange for, at det er Ellen, de ikke får sagt fra overfor.

I morges vågnede jeg midt i en nævekamp - mellem barnet og faderen – sådan én der får ultimate fighting til at ligne yoga. Dvs. jeg åbnede kun det ene øje. Jeg havde en fod i det andet. De skiftedes begge to til at pive og nive hinanden, men de kan blive ved i noget, der minder om timer. Og lyder som en fucking zoo.

Nåmenaltså…. det giver hende jo ikke ligefrem royale manerer, at hun er opdraget til at blive ‘the next big thing’ indenfor enten dart, wrestling eller ishockey. Og selvom jeg virkelig elsker hendes gåpåmod, kunne jeg engang imellem godt ønske mig, at vi havde bygget hende med en lille bitte smule frygt. For jeg kan jo godt se den måde, de andre mødre kigger på hende på – altså den der, åh gud, jeg håber virkelig lille Charlotte kommer hjem med alt sit lange hår og begge ben – måske skulle vi hellere lege med Anton en anden gang – og forleden, da vi var på apoteket råbte hun pludselig henne fra hylden med vitaminpiller: Ellen går hjem nu – og væk var hun. Jeg fangede hende halvvejs ude af centret. Hun stikker sine små lapper ind i munden på de største hunde, hun kan finde og selvfølgelig vil hun gerne prøve alt det, som de otte-årige drenge, synes er sjovt. GYS!

Faktisk har hun her i hjemmet øgenavnet micropachycephalosaurus, som betyder lillebitte tykhoved øgle på grund af hendes totalt manglende smertetærskel, når hun løber hovedet ind i ting.

Men hvad fanden sker der ikke, når hun bliver otte? Eller 12? Og hvad nu, hvis alle de andre slet ikke kan se, at hun er verdens mest fantastiske barn? Eller ingen vil lege med hende? Så kære, erfarne mor. Hvor sidder knappen henne? Den man skruer ned for børn med?

 

Når mor er pjevset

9 maj

Selvfølgelig har jeg været mest bekymret for Ellen i cirkus flytte-projekt, og selvfølgelig er det mig, der er endt med at være mest pjevset. Jeg savner virkelig at sidde i min egen sofa, (der står opmagasineret i vores nye ufærdige hus, mens vi bor i noget, der minder forbavsende meget om Ikea), jeg savner at sove i min egen seng, og jeg er helt elektrisk efter at få lov til at lave mad i mit eget køkken.  Ellen havde befundet sig  i ny midlertidig lejlighed i 16 sekunder, før hun udpegede vores faste pladser og havde glemt det sted, hun ellers har boet hele sit liv.

Anderledes står det til med mig, og jeg tvivler faktisk lidt på, at jeg nogensinde har været sådan én, der rejste rundt med rygsæk og gik i batiktøj (især det med batikken), som jeg ellers mener at kunne huske.  Alderen har i den grad sat tryghed på dagsordenen. jeg egner mig simpelthen ikke til at have rod i basen længere. Og lige nu er der ikke så meget andet. Byggerod, kasserod, flytterod, støv, spåner og nullermænd, der er så store, at de hvæser, når man går forbi dem. Ingen gider dog fjerne dem, da vi jo snart skal flytte. På lørdag skulle vi gerne kunne rykke ind i kassen i Rødovre – indtil videre har vi hverken køkken eller bad, men hey – jeg har hørt det er sundt at være optimist. Kryds fingre for mig – jeg er tæt på at eksplodere ud over den pænere ende at Østerbro og røvsyg lkea-lejlighed.

Mit liv

Tilbage til hverdagen

27 apr

Jep, så er vi tilbage i hamsterhjulet, og jeg har brugt det meste af dagen i går på at være deprimeret over at være blevet adskilt fra det gode vejr. Det er sgu’ tarveligt! Så er det sagt.

Nå, men vi har jo selvfølgelig haft masser af tid i påsken, og én af de ting, man opdager, når man har meget tid, er alt det, man ikke når til daglig. Såsom at tage sig (god) tid til at spise morgenmad, børste tænder og rent faktisk forsøge at få tøjet på både børn og voksne til at matche – som i nogenlunde, naturligvis. Det fik mig til at tænke på alt det, jeg gerne vil være bedre til som mor. Jeg vil ikke kalde det dårlig samvittighed – bare sådan et lille mentalt bump, jeg krydser flere gange om ugen – et: når jeg bliver voksen, vil jeg være tynd, lækker og rig. Når vi flytter/bogen er udgivet/vi er blevet gift/jeg har fået mere energi/jeg holder op med at glo hjernedødt tv, SÅ bliver jeg meget mere tjekket, og SÅ begynder jeg at stå tidligt op om morgenen. Fx ville jeg virkelig gerne:

1. Børste tænder på barnet to gange HVER dag. Også selvom hun bøvler, skriger og hvæser

2. Droppe konceptet morgenmad on the go, dvs. mens hun kører rundt på sin minimotorcykel, og jeg klatter mig selv i øjet med en halvtør mascara – eller endnu bedre sidder bag på cyklen, mens jeg tramper og sveder.  

3. Sige ‘uhmmmm, ahhhh og åhhhh, hvor lækkert’ til alle de lækre grøntsager, jeg tilberedte kreativt hver dag. Så hun blev en af de der raw-food-unger, der MEGET hellere vil have en gulerod eller en stang selleri end et stykke lakridskonfekt.  Det skulle være så sundt, har jeg hørt.

Liiiige om lidt. Jeg skal bare lige…..

Min klub først

21 apr

Alle dem, der lige er fyldt 35,  på vej væk fra København og netop har kysset væggene i ungdomshyblen farveller rækker hånden i vejret -  I  vil nemlig vide, hvad ‘Min klub først’ handler om. Personligt danser jeg til den flere gange om dagen, og når jeg først går i gang, kører den på repeat i halve timer med fuld udblæsning på stemmebåndet. Den er simpelthen ûber cool og rammer mig lige midt i forstadskrisen.

http://youtu.be/A9AR72Zquwk

Ja, ja – jeg ved det godt, jeg kunne da bare gå i byen og drikke lige så mange bajere, som da jeg var 25 år – og det gør jeg også – bare mest oppe i mit hoved. ( I realiteten ligger jeg mere på sofaen og dyrker sunde interesser som Paradise Hotel og den slags intellektuelt lir. ) Og det er faktisk heller ikke så let længere. Når jeg endelig kommer afsted, sker der nemlig det, som Alberte så skarpsindigt påpeger: Mens man lige vendte ryggen til et øjeblik for at få et barn og snuppe et velfortjent hvil, har nogle andre scoret ens liv.  Og så står man der og føler sig en milliard år gammel og drikker drinks, der smager af thai-retter – og føler sig SÅ uncool, at man ville ønske, at de slukkede lyset helt.  Derfor danser jeg til Alberte og Rosa Lux – gør du?

Må man flytte på sin læge?

14 apr

 Top ti over ting, jeg kommer til at savne på Østerbro

1. Vuggestuen – tror sgu’ jeg kommer til at tude, når vi skal sige farvel. Er de mon vant til forældre, der tuder? Og mon Ditte pudser min næse?

2. Kaffe og gulerodsboller fra Emmerys – nå, men de er jo alligevel gået fallit.

3. Min læge, damn jeg kommer til at savne min læge. Vil nogen mon blive sure, hvis jeg snupper ham med til Rødovre?

4. Søndagsture op og ned af Østerbrogade og loppemarked på Øster Fælled Torv, hvor Ellen roder i kasser og klapper hunde.

5. Shilom, Thai away, det lille sushisted og pizzariaet ned på hjørnet. Tak for mad! Har alligevel fået et spritnyt køkken, som jeg vel hellere må tage i brug. Eller noget…. Var sgu’ lige ved at tude, da jeg smed menuerne ud. Sjøst!!!

6.  Alle de dejlige tøjforretninger, jeg cykler forbi på vej hjem fra arbejde.

7. Super Best, Netto, Kiwi Minipris, Aldi og ikke mindst Døgn Netto- fra maj måned vil jeg være at finde i Rødovre Centret, so long storby-typer!

8. At, der altid er mennesker at kigge på og tale med.

9. Frisøsen Merete. Fuck, hvilket hår går de mon med i Rødovre?

10. Lejligheden, ja, det giver måske sig selv, men jeg ææælsker altså den kasse.

Onde, onde mor

28 mar

I morges gjorde jeg noget, jeg sikkert ikke burde sige højt? Jeg lavede rottehaler på Ellen-barnet, mens hun råbte og skreg og viftede med armene.  Men det fik mig ikke til at stoppe. Næ… jeg lod bare som om, at det er helt almindeligt, at mødre bestemmer den slags. Punktum. Egentlig tror jeg jo på hendes ret til at bestemme selv, det er jo hendes hår - det ville bare være meget nemmere, hvis hun besluttede sig for at være lidt mere som mig. Eller for at give efter for mit pynteflip og gå i vuggestue med elastikker og små spænder i håret hver dag. I stedet råbte hun. Og lagde Pipi for had, da jeg desperat forsøgte at bringe hende ind i mikset.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men da jeg fik en pige, forventede jeg nok, at hun både ville ligne mig og være som mig. En lille-bitte mig-klon. Jeg elsker at sysle, holde orden og for nylig har jeg endda genopdaget perlepladen. Kort sagt, er jeg nok en forholdsvis rolig type. For det er piger jo, ikk?

Ellen ville med sikkerhed æde perlerne – alternativt sprede dem ud over hele gulvet, hvis jeg lod hende røre dem. Hun kravler, løber, råber, kradser og er vist det, man kalder et fysisk barn. Eller sund og rask! Hun er skide ligeglad med kjoler, og spænder overlever kun ganske kortvarigt i hendes smukke røde hår. Og lige midt i fjæset ligner hun sin far. Som i virkelig meget! 

Jeg ved godt, det er mig, den er galt med. For hun er en perfekt lille trold, som man kun kan elske, men der er altså en lille politisk ukorrekt stemme inde i mig, der opponerer imod, at hun ikke ligner mig mere.  Og nogle gange forsøger at stoppe hende ned i en alt for lille kasse lavet af mine forestillinger om, hvordan hun burde være mere som mig. Kender du det? (Please, bare et enkelt ja.)

I virkeligheden strider det jo helt og aldeles imod min overbevisning, og jeg minder hermed helligt mig selv om at lade verdens sødeste Ellen, være verdens sødeste Ellen. Men eller uden rottehaler.  Så vil jeg koncentrere mig om at være mig.