Tag Archives: selvstændighed

Jeg bøjer mig

13 okt

God Damn, folkens. Hvor er I, når man har brug for kasteskyts mod familedynastiet?

Men fair nok – jeg bøjer mig for kommentarfeltet og vil fra nu af bare være stolt og glad over barnets fantasi og evne til at ramme ærmer med arme. Jeg har allerede øvet mig – det er nu, du skal være helt stille, siger barnefaderen, og så ligner jeg én, der har fået limet kæften sammen med super/mega/vanvidslim. Men jeg siger ikke noget. Øjnene er ved at poppe, men jeg siger ikke noget.

Eller dvs. da hun forleden kom ned af trappen og var så farvekoordineret, at det hvinede i tænderne, brølede jeg hende nærmest bagover i begejstring.

Men selvføligelig betyder det ikke alverden i det store hele.

Og lad os så vende blikket mod nogle helt andre, der tydeligvis også har æstetiske issues. De siger, at de har haft indianeruge i børnehaven i sidste uge. Jeg overvejer at donere et illustreret leksikon:

20121013-125433.jpg

Sigøjnerbarnet i farverus

11 okt

Noget af det værste ved at være gift – eller vel i det hele taget bare del af en tosomhed – er alle kompromisserne. Arrangementerne, man egentlig godt kunne have været foruden. Pengene man sagtens kunne have brugt på tasker i stedet for de termostater, som huset åbenbart overhovedet ikke kan leve uden, og så er der selvfølgelig alt det med barnet. Hvor ingen har ret til at mene mere end andre. Jamen, hvor irriterende er det? Livet er da meget sjovere, når jeg har ret. Og når det er mig, der bestemmer.

Vi har aldrig været enige om pigens tøj. Faktisk foreslog manden, at vi bare købte atten ens hvide sparkedragter, før hun blev født. Vi er stadigvæk ikke enige om det med tøjet. Men helt galt er det da blevet, efter koret har fået endnu en stemme. For når den lille sigøjner går i skabet om morgenen skal jeg ellers love for, at der kommer farver og striber på drengen. Og prikker. Og blomster. Og bukser. Og så en lille kjole. Selvfølgelig smiler barnefaderen bare. “Hun ser da sød ud.”

Ja, og vanvittig!

Men eftersom det er ham, der afleverer hende i institution om morgenen for tiden, er der ikke noget, der hedder nej. Der er fuld opbakning til vanvidssigøjneren.  I dag har hun været af sted i denne mundering:

Hun ligner jo en tre-årig hjemløs…

Jeg siger til barnefaderen, at jeg synes, det er synd for hende, at hun skal gå og se sådan ud. Og det synes jeg. Der er dog også en vis sandsynlighed for, at det er min egen forfængelighed, der har forklædt sig som ord. I hvert fald bider alt det politisk korrekte med, at hun da ikke skal presses ind i min modemaskine overhovedet ikke på mig. OVERHOVEDET!

Hvad siger du? Sødt eller sindsygt? Bør man ikke lære børn, hvad der passer sammen?

Skrigehest

13 apr

Lige siden vi begyndte at pakke hele vores tilværelse ned i papkasser, har den ellers så fredsommelige Ellen valgt at tage hævn ved at forsøge at pjevse os ihjel. Og derfor har vi i øjeblikket atten millioner konflikter i timen. Jeg forstår godt, at hun synes, det er svært og mit hjerte krymper en stor smule hver gang, jeg skal forsøge at forklare hende hele det forvirrende koncept i, at vi ikke bare skal flytte, men at vi først skal flytte i en ny lejlighed, og SÅ ud i huset, når Lars har bygget det færdigt. Det kan hendes to-årige hjerne naturligvis overhovedet slet ikke arbejde med, og efterhånden holder jeg bare min kæft. I stedet har vi dejligt inspirerende samtaler som denne:

Ellen: Mor hjælpe Ellen!

Mig: Hvad skal jeg hjælpe med, skat?

Ellen: Natdragt af.

Mig: Ok, kom her (hiver i ærmet)

Ellen: Vrææææææl, sprutte, kradse, bide, vræææææl, argghhhhhh – ikke natdragt af, ikke natdragt af…..vræææl…

Eller: ikke boller i karryyyyyyy…….ikke huuuuue på/af, ikke baaaaaad, sprutte, kradse, vrææææl, ikke noget som fucking helst. Så hold dog op med at sige, du gerne vil, nå! Forleden var hun pissesur i halvanden time, fordi jeg formastede mig til at klippe hendes tånegle. Og i store træk er hun holdt op med at spise (pånær boller i karry, som hun første HADEDE og siden spiset to store portioner af).

Som sagt: jeg forstår det godt, men når man selv går rundt og er en smule ømskindet over at skulle flytte ud af den trygge hule, forlade København, skylde millioner i banken og flytte til forstæderne, er det intet mindre end skide irriterende og svært provokerende at blive skreget på 24/7. Og det kræver alt min råstyrke at bevare den sidste snert af pædagogikken. Ikke råbe, ikke råbe, ikke råbe, fuck, lort, pis! Nårhh… Lille Ellen, her er din sut, Pingu, tre poser slik og 1000 kroner – hold så op med at råbe.

Heldigvis er hun stadigvæk rimelig glad i vuggestuen – og det gode ved det er jo, at jeg lige om lidt har tænkt mig at trampe den lille tryghed i stykker ved at præsentere konceptet ‘ny vuggestue’! Århh.. crap. Det må være barnefaderens tur.