Tag Archives: sur

Pis, lort og honning

27 okt

Der er dage, hvor man allerede kl. 20.00 tæller minutterne til, man kan gå i seng. Hvor man sidder og stirrer tomt ud i luften, mens tankerne borer cirkelformede spor i frontallappen. Hvor man råber smatso efter dem, der skælder ud og taler grimt på cykelstien og et kort øjeblik endda overvejer at at lade et cirkelspark følge tankernes ringridning. Hvor man slet, slet ikke har lyst til noget – ikke engang til at holde op med ikke at have lyst til noget. Hvor et kys på de bløde blege barnekinder kun skærer toppen af lorten og ikke som vanligt sender glædeschok gennem kroppen. Hvor humøret er en råddenskab, man burde kunne afmontere og deponere i kælderen, så man helt neutralt kunne vente på, at solen atter stod op.

Godt, at de ender, de dage. Og at man altid kan snige sig ud i mørket med en af festsmøgerne fra skuffen. Ja, der er nogen, der har pisset på min honningmad………

Time Out, tak!

12 apr

Av! Ondt i armen – og ondt af mig selv. Lidt i hvert fald. De sidste par dage har været nogle af DEM. Du ved DEM, som man helst bare ville fastforwarde henover uden yderligere kommentarer. Vi har pakket hele lejligheden ned i kasser og går sådan set bare og venter på store flyttedag på lørdag. Og nogen er vist ved et udheld kommet til at pakke familieidyllen ned ved samme lejlighed.  

I går var ingen undtagelse. Jeg blev skinger i det øjeblik, jeg åbnede døren til lejligheden efter arbejde og måtte skræve over en væltet minimotorcykel, 15 par sko, tøj spredt ud over et ganske lille areal og en fæl, fæl lugt fra køkkenet. Barnefaderen lå på sofaen. Derfor trampede jeg ned af bagtrappen med skrald og en sur mine. Og bang - låste mig selv ude i gården. Og den kan man vel at mærke ikke komme ud af uden en nøgle – på nogle måder! Bum, bum, bum der stod jeg så og overvejede at grave mig ud eller alternativt give arkitekten bag den skide gode idé en ordentlig olfert. Istedet forsøgte jeg mig med at kaste tøjklemmer op på vores køkkenvindue i håb om at blive opdaget og reddet af ridder Klaus. Og jeg kastede og kastede og kastede og kastede. Og kastede. De fleste gange ramte jeg ruden flot, og som planlagt gav det et højt ‘klak’ ud i hele gården. Efter klemme og klak nr. 47 stadig intet syn af Klaus. Efter klemme nr. 58, stadigvæk et gabende tomt vindue, efter klemme nr. 60 øjnede jeg imidlertid en nabo, der låste sig ud af gården, og jeg listede slukøret efter hende.

Da jeg skumrasende blev buzzet ind i opgangen af Klaus, så han ikke engang forvirret ud. Han havde slet ikke opdaget, at jeg var væk. Han var blevet siddende på sofaen og havde da godt nok registreret de små vedvarende ‘klak’, men…. det kunne jo være så meget! Arghhh!!!! Som en en lille bonus havde Ellen fisket en bakke gamle æg op af skraldespanden og knaldet dem ud i hele køkkenet, imens jeg var væk – og surprise – Klaus havde ikke opdaget noget. Ned på knæ og skrubbe, mor. Tak barn, tak mand – Time Out, tak!!!!!