Tag Archives: tale

Og hun vendte aldrig tilbage

7 feb

Forleden havde jeg midt mellem dumplings og japansk the (Kung Fu Bar – sejt navn, god mad) en diskussion med nogle dejlige damer fra mit arbejde. Om teenagere og sex – og om den slags mødre, som man på en eller anden måde godt kunne fortælle ting uden, at det blev pinligt. Dem, der sagde pik med samme myndighed og naturlighed som æble og arbejdsmarkedsreform. Sådan én havde jeg ikke.

Mine kollegaer gav udtryk for, at de syntes, det er lidt naivt, at jeg satser på at blive en af dem – og her mener jeg ikke nødvendigvis på venindemåden. Jeg anser det vel nærmere for mit job at sætte skinken ind i, hvad der foregår på den anden side hormonforstyrrelserne og den urene hud. Altså engang selvfølgelig. ‘Hun gider ikke at høre det fra dig,’ sagde en af damerne og mente, at jeg ville blive kylet ud af teenageværelset, hurtigere end jeg kunne sige menses. Og måske har de ret. Det kan godt være, at der er ord, man bare ikke bør høre sine forældre sige.

Men så kunne man i går læse i flere medier, at piger, der kysser drenge stadigvæk bliver kaldt billige, mens drengene får en high five og et YEAH!  Desuden kan man læse at: ‘Piger skal have langt hår og gå i kjoler, mens drenge, der går i lyserødt tøj, går for tæt på andre drenge, viser følelser eller har feminine træk, opfattes negativt som bøsser.’

Really? Jeg troede ganske naivt, at vi begravede alt det lort i et hjørne af 70′ernes skolegård. At børn i dag var meget mere rummelige….Åbenbart ikke!

Jeg husker det som ét langt mareridt at finde hoved og hale i alt det der, da jeg var barn. Og selvom jeg havde masser veninder at tiske med, var der jo ikke nogen af os, der anede en skid. Og skolen var altså ikke til megen hjælp. Vores klasselærer gik og smækkede kraftigt med døren, første gang drengene fnes i seksualundervisningen – og hun vendte aldrig tilbage. I hvert fald ikke til emnet.

Men hvis det ikke er mig, der skal fortælle min pige, om de stride tøser med pegefingeren, om at kysse for mange eller for få, hvem skal så?

Pludselig får jeg lyst til at råbe: It’s a jungle out there og bygge et fint lyserødt Rapunzeltårn.

 

Volapykpjok

5 nov

Indlæg nr. 100 på bloggen, som på ‘Ikke et ord om baby’ vil blive fejret med facebookfolkets hadeobjekt nr. to: Hør, mit barn har sagt noget sjovt! (Etteren er naturligvis: Se, mit barn er skide cute)

Jeg hader, når folk taler pibebabysprog til deres børn. Lærer dem at sige futtog, eller konsekvent kun omtaler sig selv i tredje person. ‘Moar kommer lige om lidt, lille kaptajn.’ Ja, ja. Du kunne jo også bare sige jeg. Derfor er jeg den første til på en venlig, men insisterende måde at rette Ellen, når hun får sproget galt i halsen. Hun er lavet af to journalister - hvordan kan hun andet end at komme til at holde af det danske sprog. Det skal jeg sgu nok sørge for. Men der er enkelte fraser, som jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at rette på, fordi det lyder så skide sødt. Og således lærer hun os at tale og ikke mindst omvendt.

Hos os hedder bare tæer derfor nu: Alene tæer… (Arhmen, der er sgu’ da godt tænkt)

Og når man griber en bold, råber man angiveligt ANGRIB! (Efterfulgt af stort klonk, når den rammer hende i panden, fordi de små arme simpelthen nægter at koordinere den bevægelse endnu.)

Pingu, kommer aldrig til at hedde andet end gammel Ginger (fordi det var det første, hun kaldte ham)

Når vi har børstet tænder, spyller vi. Spytte/skylle…get it.

Nå, men hvis I en dag møder mig og ikke fatter en hat af, hvad jeg siger, har min kærlighed til mit barn muligvis overskygget min kærlighed til sproget helt og aldeles.

 

 

Så hjælp dog lidt til for fanden

11 aug

Über, mega sej kjole, som jeg virkelig glæder mig til at have på – tjek.

Duge – tjek.

Bestik – tjek.

Sprut, vin, Gajolshots, champagne, mere sprut, mere vin, Redbull, Fisk - tjek.

Bryllupstale – not so much.

Kan I huske den der leg, hvor man skrev en sætning på et stykke papir. Foldede det, så sætningen ikke kunne ses, og lod papiret gå videre rundt om bordet? Så skrev den næste person videre ud fra et enkelt lille efterladt ord, og til sidst havde man skrevet noget genialt. Eller virkelig uforståeligt. Fifty-fifty chance. Skulle vi ikke prøve det med min tale til barnefaderen? Trænger virkelig til noget inspiration. Det er jo ikke sådan, at I kan fortælle mig præcis, hvordan eller hvorfor jeg elsker min kæreste – den er jeg med på, men helt ærlig…. hele det der koncept med at skulle nedfælde min kærlighed, mit forhold, min familie, mit liv i én lille bitte tale med noget så simpelt som ord…måske er det bare mig, men det er sgu’ da lige til at få skidepine over. Det kan man da ikke. Kan man?

Okay – er du gift, elsker du nogen og har du holdt en tale for dem? Så du kunne du måske eventuelt være så sød at sende mig den bedste sætning, den mest rørende sekvens, det sted, hvor hele festsalen istemte fælles krampegråd. Bare til inspiration…. HJÆLP FOR FANDEN!