Tag Archives: to-årig

Må man flytte på sin læge?

14 apr

 Top ti over ting, jeg kommer til at savne på Østerbro

1. Vuggestuen – tror sgu’ jeg kommer til at tude, når vi skal sige farvel. Er de mon vant til forældre, der tuder? Og mon Ditte pudser min næse?

2. Kaffe og gulerodsboller fra Emmerys – nå, men de er jo alligevel gået fallit.

3. Min læge, damn jeg kommer til at savne min læge. Vil nogen mon blive sure, hvis jeg snupper ham med til Rødovre?

4. Søndagsture op og ned af Østerbrogade og loppemarked på Øster Fælled Torv, hvor Ellen roder i kasser og klapper hunde.

5. Shilom, Thai away, det lille sushisted og pizzariaet ned på hjørnet. Tak for mad! Har alligevel fået et spritnyt køkken, som jeg vel hellere må tage i brug. Eller noget…. Var sgu’ lige ved at tude, da jeg smed menuerne ud. Sjøst!!!

6.  Alle de dejlige tøjforretninger, jeg cykler forbi på vej hjem fra arbejde.

7. Super Best, Netto, Kiwi Minipris, Aldi og ikke mindst Døgn Netto- fra maj måned vil jeg være at finde i Rødovre Centret, so long storby-typer!

8. At, der altid er mennesker at kigge på og tale med.

9. Frisøsen Merete. Fuck, hvilket hår går de mon med i Rødovre?

10. Lejligheden, ja, det giver måske sig selv, men jeg ææælsker altså den kasse.

Skrigehest

13 apr

Lige siden vi begyndte at pakke hele vores tilværelse ned i papkasser, har den ellers så fredsommelige Ellen valgt at tage hævn ved at forsøge at pjevse os ihjel. Og derfor har vi i øjeblikket atten millioner konflikter i timen. Jeg forstår godt, at hun synes, det er svært og mit hjerte krymper en stor smule hver gang, jeg skal forsøge at forklare hende hele det forvirrende koncept i, at vi ikke bare skal flytte, men at vi først skal flytte i en ny lejlighed, og SÅ ud i huset, når Lars har bygget det færdigt. Det kan hendes to-årige hjerne naturligvis overhovedet slet ikke arbejde med, og efterhånden holder jeg bare min kæft. I stedet har vi dejligt inspirerende samtaler som denne:

Ellen: Mor hjælpe Ellen!

Mig: Hvad skal jeg hjælpe med, skat?

Ellen: Natdragt af.

Mig: Ok, kom her (hiver i ærmet)

Ellen: Vrææææææl, sprutte, kradse, bide, vræææææl, argghhhhhh – ikke natdragt af, ikke natdragt af…..vræææl…

Eller: ikke boller i karryyyyyyy…….ikke huuuuue på/af, ikke baaaaaad, sprutte, kradse, vrææææl, ikke noget som fucking helst. Så hold dog op med at sige, du gerne vil, nå! Forleden var hun pissesur i halvanden time, fordi jeg formastede mig til at klippe hendes tånegle. Og i store træk er hun holdt op med at spise (pånær boller i karry, som hun første HADEDE og siden spiset to store portioner af).

Som sagt: jeg forstår det godt, men når man selv går rundt og er en smule ømskindet over at skulle flytte ud af den trygge hule, forlade København, skylde millioner i banken og flytte til forstæderne, er det intet mindre end skide irriterende og svært provokerende at blive skreget på 24/7. Og det kræver alt min råstyrke at bevare den sidste snert af pædagogikken. Ikke råbe, ikke råbe, ikke råbe, fuck, lort, pis! Nårhh… Lille Ellen, her er din sut, Pingu, tre poser slik og 1000 kroner – hold så op med at råbe.

Heldigvis er hun stadigvæk rimelig glad i vuggestuen – og det gode ved det er jo, at jeg lige om lidt har tænkt mig at trampe den lille tryghed i stykker ved at præsentere konceptet ‘ny vuggestue’! Århh.. crap. Det må være barnefaderens tur.

Ikea, min ven

26 mar

Ikea vil muligvis nedkalde en fatwa over mig for at skrive dette indlæg, men jeg gør det sgu’. Jeg vover pelsen. 

Weekenderne i en lejlighed kan godt blive lidt lange. Ellen kan køre 2,5 meter på sin elskede scooter, før hun støder ind i noget (som regel én af os) og med mindre, man er meget vild med at bage små usynlige kager og sige skål, kræver det faktisk en ret god fantasi at have få kvadratmeter. Derfor laver vi ofte et eller andet ude lørdag eller søndag

I dag fik vi fx dejlig brunch på Ingolfs kaffebar på Amager, og siden tog vi et smut i Ikea for at kigge på nogle skabe. Og her var det så, vi gjorde en livsomvendende opdagelse. Ikea er jo intet mindre end paradis for en to-årig. Slut med at sidde og fryse røven af på kanten af en sandkasse, mens man klapper fugtige sandkager i sirlige former og skæver til uret. Det er slut. Fra nu af tager vi i Ikea hver weekend. I afdelingen for garderobeskabe har vi gemt (og glemt, utroligt, det ikke er sket før) Pingu, vi har leget gemme på lageret, sovet i alle sengene i børneafdelingen og Ellen har råbt kuk kuk inde fra, så mange køkkenskabe, hun kunne nå. Herfter holdt vi pause i kantinen med æblejuice og puslebord, og så på den igen.

Selvfølgelig kommer man jo ikke tomhændet hjem fra Ikea, men hvad betaler man ikke for at slippe for sandkassen. Så fra mig til jer: IKEA RULES!

It’s my party

24 mar

Mit liv er én lang fest for tiden – eller måske nærmere en række af fester - fødselsdage, mærkedage og andet, der skal fejres. Og det kan man jo ikke tillade sig at være knotten over, eller kan man? For faktisk synes jeg, at det hele går en smule stærkt for tiden. Så stærkt, at jeg ligefrem kunne finde på at savne lidt flere hverdage med rubberkrellat (Ellens udvalgte stavelser i ordene ‘rugbrødsmad med makrelsalat’ ) og tom stirren på dumt tv. Alternativt en stor fed pauseknap. Desuden er jeg er skide bange for, at resten af 2011 bliver røvsygt, fordi vi har valgt at brænde alt krudtet af på årets første fire måneder. På trods af de mange fester er der dog én, som aldrig blev til noget.

Torsdag den 17. marts fyldte jeg 35 år, hvilket på ingen måder stemmer overens med min selvforståelse af kun liiiige nøjagtig at være trådt ind i de voksnes rækker (altså ikke konfirmationsalderen – trods alt). Barnefaderen var taget tidligt til Jylland for at kigge på noget biogas og nogle vindmøller, så jeg forsøgte at hente mig lidt fødselsdagsfeeling hos den to-årige.

Mig under morgenpuslesceancen: Det er mors fødselsdag i dag!

Ellen: Ellen osse fødselsdag, far ossse fødselsdag, allesammen fødselsdag – tænkepause – Ellen ha’ gaver.  

Og nogenlunde sådan foregik det. Hun har fødselsdag to dage efter mig – den 19. marts, så det er svært at insistere på det store mig-mig-mig-gilde lige midt i marts - og faktisk kan jeg helt selv komme til at glemme, at jeg har fødselsdag den 17. , fordi jeg planlægger lagkage, gaver og gæster til hende. Derfor spiste jeg ydmygt middag med mine forældre og faldt i søvn på sofaen kl. 21.00 i år.

Men det er sgu’ ikke i orden. Jeg gider ikke være en af den slags mødre, der altid skubber det sidste stykke kage over til ungerne med et opopofrene smil – vi kan dele, ka’ vi – og jeg gider ikke at være sådan én, der hjertens gerne donerer mine julegaver til mit barn, fordi det giver mig større glæde at se hende flå papiret af en pakke og bide i indholdet (eller papiret), end at få en lækker taske selv. Nix. Vi kan dele, kan vi. Så hermed et fødselsdagsforsæt på bloggen: Jeg vil fejres! Bare én gang i mellenm. Resten af mit livs fødselsdage må ikke drukne i det faktum, at jeg fødte verdens sødeste barn i umiddelbar nærhed af den 17. marts.

Heldigvis havde Klaus dårlig samvittighed over at være taget til Jylland for at kigge på biogas på min fødselsdag, så han inviterede mig ud at spise om fredagen. Til verdens bedste bøf, mmmmm….. Og så er det faktisk helt ok ikke at få sig egen fest. Tak, søde kæreste.

MASH