Tag Archives: vinter

Stilheden falder

5 dec

Sne. Jeg elsker måden, man kan høre den falde på – og så alligevel slet ikke. Stum og smuk. En glædelig ikke-eksisterende lyd. Den er til stede i hver eneste snefnug og kalder på minder fra en fjern, fjern tid – eller tider med sin mumlende, dumpe vokal.

Dengang lyden hviskende fik ens hjerte til tæt ved og næsten at eksplodere af glæde, fordi den bragte løftet om ferie og gavebånd og kakkelovnens knitren med sig. Hjertet bankede så, det var umuligt at sove, og alligevel var det eneste, man kunne høre den. Den tavse lyd.

Eller senere minder om enden på en våd og vild aften med venner, der for længst var vokset fra sneboldkampe, men alligevel ikke kunne modstå trangen til at vende frosne skyts mod bedstevennen. Bare fordi. Og så latterbrøl. Med røde kinder og sprutsøvn i hælene.

Men mest af alt elsker jeg den måde sneens tyste ikke-lyd dæmper hele verden på. Selve livet lyder anderledes, når det drysser. Afdæmpet. Fortroligt.
Det skingre, høje taber decibel, og forbrydelserne synes længere væk. Verden taber tempo og gør sig umage for ikke at miste fodfæste. Og har slet, slet ikke tid til at tænke på andet.

Lyden bedrager øjnene, der nægter at slå erfaringens hukommelse til. Den vil ikke huske. Noget så glimtende smukt og pulverrigt må føles som en kollosal lun og silkeblød kugle af vat – nøjagtig som skyer set fra en flyvindue. Det er umuligt at koble det gnistrende syn med kulde, sjask og luft. Det kan ikke passe. Ikke i år. Det MÅ være anderledes i år.

Indtil man rører, og fingrene forskrækket sender et jag igennem kroppen. Indtil plusgraderne smelter sneen, og bilernes lange, våde svuuuujshhh … atter bryder stilheden.

Men i aften er det stille …

20121205-212314.jpg

Kan man få det hvide snit?

8 nov

I Rom har de et helt kvarter, hvor alle butikkerne har pæne  navne som Fendi, Prada, Gucci og Max Mara. Et helt kvarter. Jamen, der var ikke andre steder at gå hen, så vi blev jo nødt til at gå indenfor. Også selvom vores billige danske bomuld omgående begyndte at klø på rygstykkerne.

I butikkerne med de pæne navne er selve indretningen naturligvis en udfordrende, innovativ designerdrøm og alene duften gav mig lyst til at folde mig sammen som en lillebitte vintersøvnig ræv og ligge mig til at dø. Lige der midt mellem cashmere og silke. Tror sgu endda jeg så en full-blown bar et sted med champagne og ‘are you kidding me’.

Det eneste minus var, kvinden, som åbenbart var ansat til at monitorere vores mindste armbevægelser. Jeg fik sådan lyst til at vifte vildt med begge arme bare for at se, hvad der ville ske. Fik dog hurtigt en klar fornemmelse af, at det ville være omtrent lige så kløgtigt som at vræle en bombejoke udover Kastrup. Var desuden alt for duperet af lugten af penge til at foretage mig noget som helst andet end at forsøge at se rig ud.

Men hun var sød – kaldte mig sweetheart og lod på prøve frakken til 15.000 selvom hun udemærket godt var klar, at jeg slet, slet ikke var i nærheden af at ville købe den. Ja, jeg tror faktisk, at hun forsøgte at trøste mig. Som tak sagde jeg, at det var den smukkeste frakke, jeg nogensinde havde set. Det var det ikke.

Men således og lige der blev den sæsonbetonede horror-sport vinterfrakken skudt i gang. Og den har været i gang lige siden. Sammenlagt har jeg vel prøvet en 300-400 stykker. Og jeg hadet dem allesammen. Hvad sker der frakketyper? Hvordan kan det være SÅ svært at kombinere varmt og pænt.

1. Nej, jeg vil ikke svøbes i et tyndt stykke stof, der præsenterer sin første lukkemekanisme i navlehøjde. Halløj decembervind på mit maveskind.

2. Nej, jeg vil helst ikke klædes ud som sovepose til og fra arbejde.

3. Gulvlang og korte ben efterlader  efter 36 år stadigvæk indtrykket af, at jeg har stjålet mamas klude, så der sidder jeg også over,

4. Og så er der den ualmindelig praktiske model, der på mange måder ville stå godt til Rødovre. Og en skovtur. Og en akut depression.

Jeg har allerede afleveret den første tilbage til forretningen, hvor den kom fra, så da jeg endelig fandt en, jeg brød mig om i går ignorerede jeg ekspedienten for hårdt, da hun forsøgte at fortælle mig, at den måske ikke ville være varm nok hele vinteren. La la la på beløbet, tak, nynnede jeg og flåede barnet med ud af butikken, inden jeg kunne nå at blive ramt af det realitetstjek, der helt sikkert var på vej.

Sidder nu med en dårlig fornemmelse for sne og muligvis et overtræk. (Tør ikke tjekke) Så vi krydser for for en mild vinter, ikk? Og det hvide snit. Så jeg absolut ingen hukommelse har om det her lort, når hele fucking scenariet gentager sig næste år.

Nattefrost og paranoia

11 okt

Nattefrost. Virkelig?

Goddag sweatre, uldsokker og smæk på naturgassen. Halløj varmeregningsparanoia, (har lige set indslag om en familie, der fik et girokort på 220.000 fra elselskabet. De vil gerne have deres penge. NU.), og so long til sommergarderoben. Også et gensyn med fiskeolie, d-vitamin og høj efterårssol. Dav, dav til den sødmefuldt ventede kampzone, de kalder Deichmann. Stedet, hvor man sammen med 400 andre børnefamilier for første gang oplever at blive mæt af dage, mens man forsøger at regne ud, om ens afkom vokser en eller to skostørrelser i løbet af sæsonen. Hej vanter, forfrosne fingre og et månedslangt slagsmål med unavngiven kollega om, hvorvidt vinduet skal være åbent eller lukket.

HALLOOOOO gløgg og julefrokost.

Tror, jeg vil forkæle mig selv med et nyt tørklæde. Og en frakke. Og et par virkelig dejlige støvler. Om 18-19 år, når vi har fået gnavet lidt mere af vores gæld, i hvert fald.

Det gode ved små børn er (også), at de har hukommelse som guldfisk. Så Ellen kan, ifølge hende selv, ikke huske et klap af hverken vinter, jul eller flyverdragter. Derfor får jeg igen – endnu en gang – mulighed for at introducere juletræ, snemænd og kalenderræs, konfekt, pejs og kælketur for en begejstret og letimponerbar sjæl.