Tag Archives: weekend

Kom hjem, din hejre

13 feb

Det har været en af den slags weekender, hvor verden og jeg i fuld overensstemmelse burde have stemt mig i eksil. Gerne på en firserfarvet tropeø. Og nej, den slags dage, perioder, weekender, hvor man ville give en lever og sælge sit hår for bare at være i fred, forsvinder desværre ikke bare fordi, man bliver gift og får et barn. De bliver bare sværere at tackle.

I korte træk føler jeg mig træt for tiden. Udramatisk træt og ganske frivilligt begravet i en ulden tryghedslomme af 8-16 og karbonader. Der er ikke noget galt. Jeg har ikke issues eller gæld. Jeg klarer kulden, er ikke blevet fyret, og ingen har tisset på mig for nylig. Det kaldes vel bare for naturlig nedgang, men alligevel går det hårdt ud over selvforståelsen. For mens jeg putter mig under plaiden og bruger weekenden på at bage boller, tonser den stadigvæk rundt på Ideal-bar med en Cosmo i den ene hånd og en smøg i den anden (er der overhovedet nogen, der gør det længere – andre end min selvforståelse?) Og så pludselig møder den mig. Bang!

Første gang foranlediget af barnefaderen, der lørdag aften kiggede granskende på mig og spurgte: Savner du aldrig at drikke dig stiv?

Anden gang da jeg i går aftes lå og slumrede til noget middelmådig TV2-romantik. Filmens elskende mødes. Hun er en pæn pige, fra en pæn familie med penge og regler. Han er en gadedreng, naturens muntre søn, der skider på regler og pludselig i vildskab - hold nu fast – lægger sig ned midt på kørebanen. Dette snedige plot udmønter sig natuligvis i, at han sætter det pæne overklasseløg fri. Får hende til at bryde med normerne og tage plads under lyssignalet.

Jeg tænkte bare: Luk nu røven, din umodne abe. Og hvad så, hvis I bliver kørt ned?

Men det værste er alligevel nok, når man zapper forbi Singleliv (fordi det er et nederen program), og man instiktivt ved, at man ikke engang ville have en chance hos alle de hyperaktive singler, der alle som én betegner sig som værende: sporty, aktive og festglade typer.

Så gør det ondt inde i selvforståelsen. Og hun piver og vifter afværgende med sin drink. En omgang til alle, skriger hun.

Kære selvforståelse. Måske er det tide at stavre hjem og sove branderten ud?

 

Ikea, min ven

26 mar

Ikea vil muligvis nedkalde en fatwa over mig for at skrive dette indlæg, men jeg gør det sgu’. Jeg vover pelsen. 

Weekenderne i en lejlighed kan godt blive lidt lange. Ellen kan køre 2,5 meter på sin elskede scooter, før hun støder ind i noget (som regel én af os) og med mindre, man er meget vild med at bage små usynlige kager og sige skål, kræver det faktisk en ret god fantasi at have få kvadratmeter. Derfor laver vi ofte et eller andet ude lørdag eller søndag

I dag fik vi fx dejlig brunch på Ingolfs kaffebar på Amager, og siden tog vi et smut i Ikea for at kigge på nogle skabe. Og her var det så, vi gjorde en livsomvendende opdagelse. Ikea er jo intet mindre end paradis for en to-årig. Slut med at sidde og fryse røven af på kanten af en sandkasse, mens man klapper fugtige sandkager i sirlige former og skæver til uret. Det er slut. Fra nu af tager vi i Ikea hver weekend. I afdelingen for garderobeskabe har vi gemt (og glemt, utroligt, det ikke er sket før) Pingu, vi har leget gemme på lageret, sovet i alle sengene i børneafdelingen og Ellen har råbt kuk kuk inde fra, så mange køkkenskabe, hun kunne nå. Herfter holdt vi pause i kantinen med æblejuice og puslebord, og så på den igen.

Selvfølgelig kommer man jo ikke tomhændet hjem fra Ikea, men hvad betaler man ikke for at slippe for sandkassen. Så fra mig til jer: IKEA RULES!